Tuborgs gamle domicil Rosenhuset klar til ny virksomhed

Historiske lokaler klar til ny virksomhed i Tuborgs tidligere domicil

Tuborgs tidligere administrationsbygning Rosenhuset, der her i efteråret netop er rundet 100 år, er efter en gennemgribende renovering klar til at byde en ny virksomhedslejer velkommen i de historiske lokaler på Strandvejen i Hellerup.

I mere end et halvt århundrede – fra 1914 og frem til Carlsberg-fusionen i 1970 – blev de store og største beslutninger hos Tuborgs Bryggerier vendt, drejet og truffet bag disse smukke mure.

I moderniseret udgave, men med nænsom respekt for det oprindelige hus melder Rosenhuset sig nu parat til at tjene som nyt attraktivt domicil for den rigtige virksomhed, der har den nødvendige sjæl, pondus samt modet at matche Strandvejens fine arkitektoniske perle.

”Det er fantastisk at konstatere, at vi her står med et bygnings- og kunstværk, der et langt stykke hen ad vejen faktisk tilbyder rumfordeling, som vi møder efterspørgsel på, når vi aktuelt indretter nye kontorer i ældre bygninger,” siger DATEA-udlejningschef Niels Helmer-Jacobsen.

“Rosenhuset rummer kort fortalt en enestående blanding af smukke effektive enkeltmands- og storrumskontorer, mødelokaler, udendørsterrasser, kantine og køkkenfaciliteter plus en række andre yderst funktionelle lokaler.”

Find erhvervslokaler i Hellerup her